tirsdag den 18. december 2012

Dampmaskine drevet af fyrfadslys

Wilescos mindste model hedder D 2, og er netop ankommet og sat til salg i Danmark. Wilesco præsenterede maskinen i 2012, og vi nåede altså lige akkurat at få den her i landet også.

Køb Wilesco D 2 hos Onkel Carsten - så længe lager haves, vi kan forvente leveringstid, når første sending er udsolgt.

Det er en superflot maskine, som altid når det er Wilesco!

Den er lille! Meget lille! Grundfladen er kun 7x7 cm og hele maskinen vejer (inkl. kasse og lys) kun 300 gr.
Men den kører altså en halv times tid, når der er hældt vand på.

Se en video fra Wilesco her:

lørdag den 15. december 2012

Nyt og brugt kan findes Samlertræf i Frederiksberghallen

Tre gange om året er der træf for samlere og forhandlere af legetøj og hobbyartikler i Frederiksberghallen på Jens Jessensvej på Frederiksberg ved København.

En stor sportshal fyldes med borde med, hvor private og professionelle sælger, bytter, snakker og beundrer alt fra modelbiler over brugskunst, modeltog og også dampmaskiner og andet mekanisk legetøj.

Der plejer at være nogle, der har dampmaskiner og modeller med, ofte kan man finde en brugt maskine, som man kan hygge sig med at renovere eller en lidt sjældnere model, der ikke lige findes i handlen mere.

Næste gang, der er legetøjsmarked i Frederiksberghallen er d. 17. marts 2013.

lørdag den 3. november 2012

Masser af damp på Hobbymessen

Årets anden Hobbymesse i Valby Hallen byder på masser af damp. Kenneth fra dampmaskiner.webs.com har et udvalg af sine dampmaskiner, damptog og dampbåde med. Kom og se det køre, og bliv fascineret over de flotte modeller og spændende mekanik.

Kenneth viser bl.a. sin restaurerede Wilesco D32, en ordentlig MF af en dampmaskiner med vandpumpe, omdrejningstæller og meget mere.

Se et billede af maskinen her på Kenneths hjemmeside.

Der er hobbymesse her i weekenden 3. og 4. november 2012.

søndag den 14. oktober 2012

Dampmaskineklub

Nu har jeg meldt mig ind i Modeldampklubben. Det er en dansk klub for alle dampinteresserede. Det ser ud til, at medlemmerne mødes rundt omkring i landet og af og til arrangerer udstillinger m.m.

lørdag den 22. september 2012

Lav damp om til lys med en dampdrevet dynamo

Dampmaskinen har sin oprindelse i det tidlige industrisamfund. De store, stærke dampmaskiner kunne trække værktøj på f.eks. et savværk eller en masse gods i form af et tog.

Elektriciteten blev dog også hurtig populær, og i dag ser vi ikke mange dampmaskiner i brug. Det er mest af nostalgiske grunde, at vi holder liv i dampen - eller er det?

I mange kraftværker anvendes damp faktisk stadig til at danne elektricitet. Det sker ved at drive en dynamo/generator med damp, som fremkommer ved at forbrænde kul, olie eller affald. Selv et atomkraftværk, driver også sine generatorer med damp. I kraftværkerne sendes dampen igennem en turbine, som trækker generatoren.

Som hobby-damp-entusiast kan du lade din dampmaskine drive en dynamo og få en gadelampe til at lyse med Wilesco M 66 og M66/2.

Denne video viser en Wilesco D 16, der driver en M 56 (plade med tre modeller) og en M 66/2 (dynamo med gadelampe).
Du kan bla. købe gadelampen og dynamoen, Wilesco M 66/2, hos OnkelCarsten.dk.


mandag den 17. september 2012

Den populære dampmaskine Wilesco D 10

Wilesco D 10 er en af de mest populære dampmaskiner. Det skyldes, at det er en maskine, der ser helt klassisk ud med murstenslignende fyrrum, stor blank kedel og en stærk dobbeltvirkende cylinder.

D 10'eren har skjult rørene under pladen. Det er en fin detalje. Skorstenen leder røg og damp ud for at gøre modellen mere realistisk.

Med den dobbeltvirkende cylínder og et svinghjul på 70 mm kan Wilesco D 10 dampmaskinen sagtens trække mere end en enkelt model. Kedlen er på 155 ml, så der er også vand nok til at køre i længere tid.

Youtubebruger gibgasman (da: giv gas, mand) har lavet denne video af D 10'eren i arbejde:
Du kan købe dampmaskinen Wilesco D 10 og tilbehør hos OnkelCarsten.dk.


onsdag den 5. september 2012

Den lille fra Wilesco. Dampmaskinen D 3 i sort og messing

Wilesco har denne lille maskine i sort og messing. Dampmaskine D 3 har kun en 50 ml kedel og enkeltvirkende cylinder. Der er altså ikke meget trækkraft i D 3. Til gengæld vinder den på charme. Den stående cylinder med det lille tag, og de gennemtrængende farver: skinnende messing og sort på en mørkerød bundplade, gør maskinen til et pragtstykke.

Den er sjov at køre med, og den er flot at betragte resten af tiden. Wilesco D 3 er også så lille, at den er nem at få plads til, og fordi kedlen kun er på 50 ml, er den relativt hurtig at få i gang, hvis man bare skal have en lille aftentur, eller vise den frem for misundelige venner. Den kører dog ikke så længe ad gangen.

Se en detaljeret video af Wilesco D 3 her på Youtube:

Du kan købe Wilesco D 3 og tilbehør hos bl.a. OnkelCarsten.dk.

tirsdag den 7. august 2012

Nydelig opstilling af værksted med dampmaskine

Denne video viser en opstilling med en Jensen 25 dampmaskine og et flot og pænt værksted tilkoblet. Værkstedet har bl.a. søjleboremaskine, hammer, rundsav, bænksav og generator. Det hele skruetr fast på en træplade.

Jensen dampmaskiner produceres i USA og er blandt de ældste firmaer, der laver modeldampmaskiner. Du kan læse mere om Jensen Steam Engines på deres hjemmeside, og se de modeller, de har.


mandag den 25. juni 2012

Dampdrevet modelbåd

Vi er vandt til at se damptog, damptraktorer og stationære modeller. Men flere bygger også både, der drives af damp. Ofte er bådene udstyret med RC-styring, så man kan sejle rigtigt med dem.

Denne flotte model er ikke kun udstyret med damp, men har også mange detaljer, der er værd at studere.


lørdag den 2. juni 2012

Transmission til dampmaskine

Når du vil drive mere end ét stykke værktøj eller én model med din dampmaskine, er det nødvendigt at have et fordelerbord, også kaldet en transmission. Der er mange forskellige modeller til dampmaskinen at vælge mellem. Transmissionen til dampmaskinen modtager kraften fra dampmaskinen med en drivrem, og via en aksel fordeles kraften til flere hjul, som igen kan trække andre modeller med en drivrem.
Fordelerbordene findes i flere forskellige udgaver og størrelser afhængigt af behov. Hjulene på fordelerbordet har forskellige størrelser, så du kan geare lidt op eller ned efter behov, ligesom hjulene kan flyttes på akslen.
Det er ikke alle dampmaskiner, der kan trække mere end en enkelt model. Men de større maskiner (fra Wilesco D 10 og opefter), kan typisk godt trække flere modeller via et fordelerbord.

søndag den 15. april 2012

Sådan trækker du værktøj med dampmaskinen

De fleste dampmaskiner har kræfter nok til at trække en værktøjsmodel, f.eks. en sav eller faldhammer, eller hvad du nu synes er sjovt. Der findes mange forskellige modeller både værktøj og bevægelige figurer.

Hvilke maskiner kan trække noget?

De mindste dampmaskiner har typisk kun en enkeltvirkende cylinder, og de har altså ikke meget moment (læs evt. om moment på wikipedia). Wilescos maskiner fra D10 og opefter kan typisk godt trække mere end én model. Mens den lille D5/D6 kun trækker en enkelt model, og endda kun hvis modellen ikke er alt for tung at trække. Store dampmaskiner med flere dobbeltvirkende cylindre har ret mange kræfter og trækker mange modeller. Denne video viser en D14 i workshop-setup (D141). Dampmaskinen trækker nemt fordelerbord og tre modeller:

Hvad skal jeg bruge som drivrem?

Der findes drivremme fra Wilesco. Disse remme er af metal og formet som fjedre. Det betyder, at de er stærke og en smule elastiske. Det er efter min mening de bedste drivremme til dampmaskiner. Drivremmen er nem at adskille og samle med fingrene, et lille vrid og den er adskilt i samlingen, hvorimod et lige træk ikke  får drivremmen til at skille sig ad. Drivremmene fås i to længder og to tykkelser. Længden kommer jo an på, hvor langt væk modellen er fra maskinen. Husk, at remmen både går frem og tilbage, så en drivrem på 260 mm (26 cm) kan bruges til at trække en model ca. 12 cm væk. Tykkelsen har betydning for friktionen mod de hjul, som drivremmen kører på. Den tykke har lidt mere modstand og kan derfor overføre lidt mere kraft.

Tyk eller tynd drivrem?

I langt de fleste tilfælde er den tynde drivrem fuldt ud tilstrækkelig. Det eneste tilfælde jeg umiddelbart kan komme i tanker om, hvor en tykkere drivrem er ønskelig er mellem dampmaskinen og et fordelerbord. Men, hvis du oplever at remmen glider fordi der skal trækkes for meget, kan du prøve enten at stramme remmen eller prøve med den tykke model.

Alternative drivremme?

Man kan sagtens bruge gummibånd eller lignende til at trække modeller med. Ofte holder de dog ikke så længe, eller du risikerer, at de er for elastiske, og dermed kører modellerne ikke jævnt.

mandag den 9. april 2012

Hold øje med vandstanden

Dampmaskinen koger vand til damp. Damptrykket får stemplet til at bevæge sig i cylinderen. Dampen forsvinder ved stemplet. Du kan se dampen stå ud, når maskinen kører, og også inden den er i gang.

Vandet forsvinder altså, som du jo nok havde gættet og observeret.

Vand koger ved 100 grader ved normalt tryk. Når trykket stiger, gør kogepunktet også. I en trykkoger (autoklave) kan man f.eks. koge vand ved 121 grader. Tilsvarende falder kogepunktet, når man er oppe i bjergene (derfor skal et æg koge i længere tid oppe i bjergene). Det var lige et lynkursus i tryk og temperatur.

Det vigtigste at indse er, at kedlen bliver meget varm. Trykket inde i kedlen stiger, og dampen er derfor meget varm. Kedlen i sig selv bliver også varm - men vandet sørger for, at den ikke bliver for varm. Hvis vandet koges væk, og der stadig er flamme under, så stiger temperaturen i kedlen voldsomt.

Hvis kedlen bliver så varm, at den misfarves, kan man risikere at lodningerne begynder at smelte, og kedlen er nu ikke længere tæt. En utæt kedel er rigtig trist, da du så ikke kan opbygge et ordentligt tryk i den.

Hvis kedlen er blevet utæt kan du selv prøve at tætne den igen, ellers må du købe en ny. Heldigvis kan kedler og de fleste andre ting på en dampmaskine udskiftes.

Hold øje med vandstanden. Når den er under ca. kvart fuld, så skal du til at overveje at fylde mere på, eller fjerne brænderen.

mandag den 20. februar 2012

En tur i haven med en damptraktor

Denne video viser en Wilesco damptraktor (D 405) med en lille anhænger. Traktoren er blevet eftermonteret med gummi på hjulene. Det beskytter hjulene på den hårde overflade. En kobling sikrer, at traktoren også kan stå stille.

Det er en rigtig fin maskine, der kører godt.

lørdag den 4. februar 2012

Wilesco D16 kan stadig købes; se denne video af en 20 år gammel maskine

Wilescos dampmaskiner kan holde i mange år. Denne video viser en D 16 fra 1990. Maskinen starter fint og kører stadig mere end 20 år senere. D 16 er en mellemstor dampmaskine med en kedel på 250 ml og rigelig trækkraft til at drive en dynamo eller flere stykker værktøj.

Du kan justere damptrykket til den dobbeltvirkende cylinder, og der et smørehul, så det er nemt at give den lidt olie.

søndag den 22. januar 2012

Demonstration af Wilesco dampmaskine

Wilesco har lavet en lille video af produktionen og opstart af en dampmaskine. Du kan se den her på YouTube.

søndag den 8. januar 2012

Skal en dampmaskine "køres til"?

Det korte svar er: Ja! Det lidt længere svar er: Ja, selvfølgelig!

Dampmaskinen har en del mekanik, som naturligvis er perfekt tilpasset på fabrikken. Men ikke desto mindre, betyder temperatur m.m. en del for, hvor godt tingene passer sammen. Der kan sagtens være lidt for stor modstand i svinghjulets aksler og i mellem cylinder og stempel på en helt ny dampmaskine. En del af denne modstand afhjælpes med olie, resten sker ved brug.

Når maskinen har kørt nogle gange (gerne 10 eller flere), vil du opleve, at den er væsentlig nemmere at få i gang, at den kan trække mere, og at den kører lidt længere tid inden den går i stå. Det skyldes, at mekanikken begynder at slides til, så det hele passer bedre sammen.

Det er ikke usædvanligt, at en ny dampmaskine kun kører i få minutter ad gangen, og at den hele tiden skal hjælpes i gang.

Ja, brug gerne de første par dage med at køre din dampmaskine godt til uden belastning. Husk at smøre sliddelene, når det er nødvendigt.

Husk den gyldne smøreregel: Hellere smøre lidt ad gangen og tit; end meget ad gangen og sjældent.
Du kan købe olie til dampmaskiner hos OnkelCarsten.dk.